Klubfest og sensommer hilsen.

21. august 2026 09:36 , af Peter Seiersen

Klubfest lørdag d. 12. september.

Vi har været så heldige at Mette og Thomas Bastholm har tilbudt at lave lækker mad til os, 1000 tak for det, vi glæder os. Dagen starter kl. 14 med Americano og forventer at spise lækker mad ca. kl. 18. Der vil være fri øl, vin og vand og man er også velkommen til at medbringe egen drikkelse. Prisen for alt dette er kun 175,- tilmelding i goMember. Man vælger selv om man vil deltage i både padel og spisning. Derfor skal man huske at tilmelde sig to steder, hvis man vil deltage i det hele - hvilket vi håber mange vil. 

Sensommer opdatering.

Sommerferien er for de flestes vedkommende ved at være slut og der er igen lidt gang i banerne. Der er lagt flere træninger op og der kommer muligvis et par stykker mere i løbet af efteråret. Endvidere bliver der jævnligt lagt noget Americano op som der plejer at være god søgning til. 

Efter lidt startvanskeligheder med Pickleball-banen er den nu helt klar til at spille på. Vi sender 2 på trænerkursus så det på sigt er muligt, at få god instruktion og træning, mere om det senere. 

Som det muligvis er nogen bekendt har der kørt en syn og skønssag på vores baner da der er flere fejl på dem. Det er Nyborg kommune der har kørt sagen. Det viser sig desværre at der ikke kommer noget ud af det og kommunen vil nu selv udbedre de fejl og mangler der er. Det vigtigste er dog, at banerne nu bliver gennemgået. Vi arbejder endvidere på at få en maskine til pleje af underlaget på banerne.

Til næste års sæson arbejder vi på at lave en model for fast træning på forskellige niveauer. Vi kunne godt tænke os det bliver muligt “at gå til padel” og ikke kun “spille padel”. Hvordan det præcist bliver kommer der mere om når vi er på plads med det. Hensigten og håbet er, at vi kan tilbyde ugentlige træninger på faste dage, så medlemmerne har mulighed for at planlægge deres tid. Håbet er også, at vi med dette tiltag kan være med til at skabe mere klub-følelse end “kun” et sted man spiller padel. Det er vigtigt at vi har så mange tilbud som muligt for, at holde på medlemmer og få nye til samt for at udvikle Nyborg Padelklub. 

I forhold til næste års klubmesterskab så bliver det drøftet på næste bestyrelsesmøde så vi så tidligt som muligt kan melde datoer ud for næste år. De tilbagemeldinger vi har fået på dette års klubmesterskab er heldigvis positive. Det virker til I er tilfredse med, at kampene afvikles på få dage og man ikke selv skal ud og planlægge en masse kampe.

Håber alle får en god sensommer og I vil bakke op om vores tiltag og ikke mindst melde jer til klubfesten.