Kære medlemmer
April har vejrmæssigt vist sig fra sin pæne side, og det er dejligt med så meget aktivitet på padelbanerne allerede. Vi satser på, at vejret holder til årets klubmesterskaber, som løber af stablen i maj/juni og afsluttes med et brag af en klubfest lørdag den 7. juni. Klubbens træningstilbud er også kommet godt i gang her sidst i april, så husk at holde dig opdateret på de aktuelle tilbud i aktivitetskalenderen – der er rift om pladserne! Bemærk også, at flere medlemmer endnu ikke er kommet med over i klubbens nye app efter adskillelsen fra tennisklubben. Det er vigtigt, så du kan modtage vores informationer. En guide findes her. Oplever du problemer med login, kontakt da Sara på 40414929. Søndagsmix starter op søndag den 4. maj, og Jans formiddags-americano om onsdagen er kommet flyvende fra start. Begge dele samt status på vores fremtidige pickleballbane kan du læse mere om nedenfor.
Invitation til årets klubmesterskab findes her. Vigtigt: Der er ændrede spilledatoer ift. invitationen – det er nedenstående datoer samt aktivitetskalenderen, der er gældende.
Sidste tilmeldingsfrist er rykket til d. 3. maj. Tilmeld jer parvis i aktivitetskalenderen, under den række I ønsker at spille i – på den dato hvor kampene afvikles.
Spilledage:
Søndag den 11. maj: Dame B (08.30–13.00) + Mix A (16.00–20.30)
Søndag den 18. maj: Dame A (08.30–11.30) + Herre A (11.30–15.00) + Herre B (15.00–19.00)
Søndag den 25. maj: Herre A (08.30–12.00) + Mix B (12.00–16.00)
Status: Der er ledige pladser i alle rækker, undtagen Herre B. Ønsker du at deltage i Herre B, kontakt da Mark på 30321939 – vi undersøger muligheden for at oprette en ekstra række.
Årets første klubfest afholdes i forlængelse af finalerne til klubmesterskabet, lørdag den 7. juni. Hygge og klargøring fra kl. 16.00 for dem, der har lyst. Velkomstdrink kl. 17.45. Pris: kr. 200,- inkl. velkomstdrink og mad. Egne drikkevarer må gerne medbringes, ellers kan der købes i klubben til fornuftige priser. Tilmelding sker i aktivitetskalenderen under den 7. juni. Tag din makker under armen – det bliver en festlig aften på terrassen!
Juniorer: Træning hver tirsdag kl. 16.30–17.30 for børn/unge 9–15 år. Tilmelding sker fra gang til gang i aktivitetskalenderen. Læs mere om træningstilbuddet her. Kontakt Thomas på 41268778 ved spørgsmål.
Seniorer: Seniortræning på udvalgte lørdage kl. 10.00–11.30. Pris: kr. 50,- pr. træning. Tilmelding i aktivitetskalenderen. Trænerne fordeler deltagerne i niveau på dagen.
Personlig træning: Book Mathies til 1,5 times træning for kr. 200,- + en sodavand til Mathies.
Læs mere om alle træningstilbud for seniorer her inkl. søndagsmix og formiddagsamericano hver onsdag kl. 10.00–11.30.
Vi arbejder intenst på at skaffe midler til opførelsen af en pickleballbane i klubben. Status: Kr. 150.000,- modtaget fra DGI. Kr. 50.000,- modtaget fra Energi Fyns Almene Fond. Vi er meget taknemmelige – og vi fortsætter indsatsen!
En stor tak skal lyde til alle frivillige, som hjælper med vedligeholdelse af terrassen, banerne og klubhuset. Jeres indsats er med til at gøre klubben til et dejligt sted at mødes – og hele bestyrelsen er jer utrolig taknemmelige. Alt bliver nemmere, når vi løfter i flok – tak for jer!
Vi glæder os til at se jer alle i klubben.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen